Vinområder

Kamptal

Kamptal er et af Østrigs klassiske vinområder. En dal beliggende omkring floden Kamp, hvor den rinder ud i Donau. Langenlois er hovedbyen og samtidig Østrigs nok største vinby.

Kamptal

 

Her regerer Grüner Veltliner og Riesling, og med områdets kølige klima giver disse druer syrerige hvidvine med udpræget aroma og mineralitet.

Der har været dyrket vin i Kamptal siden den tidlige middelalder. Det gamle munkekloster Schloss Gobelsburg kan fx føre sin historie som vinslot tilbage til 1171. Tradition har dog ikke stået i vejen for fornyelse: Vinmuseet, vinoteket og luksusresortet Loisium formidler flot den moderne østrigske vinindustris formåen i det 21. århundrede.

Kamptal er kuperet, der er mange bakker, og langs Kamp er adskillige skråninger udlagt som terrasser med vinmarker. Geologisk er området præget af løss og ler, men man finder også bjergarter som gnejs, feldspat og sandsten. Den legendariske, terrasserede mark Heiligenstein er endda af vulkansk oprindelse. Klimaet er et af Østrigs køligste, præget af vinde fra skovområder mod nord.

Terrasser og højt mineralindhold

Riesling står oftest plantet på de højere beliggenheder, terrasser på skråning med forvitrede sten. Her er der højt mineralindhold men lavt vandindhold. Grüner Veltliner foretrækker derimod tættere jorde med bedre vandforsyning, og den findes derfor oftest på de fladere løssjorde. Sådanne marker er også lunere, hvilket er godt for Grüner Veltliners modning. De to druer komplementerer derfor hinanden ganske godt i dette landskab. Desuden finder man også burgundersorterne og lokale rødvinssorter som Zweigelt og St. Laurent.

Kamptal DAC

Kamptal fik tildelt DAC-status i 2008 til vine på Grüner Veltliner eller Riesling. Vinene er knastørre og har livlig syre. To stilarter er defineret:

Klassik: Friske, intenst frugtige vine uden fadpræg og med op til 12,5% alkohol
Reserve: Fyldigere, mere magtfulde vine med mindst 13% alkohol og eventuelt fadlagring. Reserve er velegnet til længere tids flaskelagring.

Kamptal har mange små forskelle i terroir, som afspejler sig i flot i enkeltmarksvine. Marker som Gaisberg og Heiligenstein frembringer fremragende Riesling. Grüner Veltliner opnår verdensklasse især på marker som Renner og Lamm.

 

...

 

Fakta om Kamptal

Vinregionen ligger i: Niederösterreich i Østrig.

Areal: 3.802 hektarer

Vigtigste druesorter: Grüner Veltliner, Riesling, Zweigelt

Områdets karakteristika: Meget køligt klima med kolde vinde nordfra. Gnejs og paragnejs på skråningerne, løss og ler på de fladere jorde. Mange stejle vinmarker udlagt som terrasser.

Eksempler på gode producenter i Kamptal: Bründlmayer, Jurtschitsch, Loimer, Schloss Gobelsburg.

Eksplosion i dansk vinproduktion - tredobling på få år

09 juli 2024

Danmarks vinproduktion har oplevet en markant stigning over de seneste år. Siden 2016 er produktionen af druer tredoblet, og vinmarkerne dækker i 2022 hele 173 hektar, mod 75 hektar i 2016. Få et overblik over den aktuelle danske vinproduktion.

Vin til hornfisk

04 juni 2024

Lækker forårsbebuder med spræl i, hvis man skulle være så heldig at få den på krogen. Skøn med årets første persillesauce og en »grøn« Sauvignon Blanc hertil! Så er der dømt forår og sommer.

Vin til hvidløg

04 juni 2024

Hvidløg er en smagsforstærker og anvendes som et krydderi i større eller mindre udstrækning. Hvilken vin der passer til, er derfor meget afhængigt af, hvor intens hvidløgspåvirkningen er i din mad.

Rul til toppen