Bolero, Shiraz, iltning eller gardiner?

Vinens verden er fuld af komplicerede udtryk. Vi har samlet de vigtigste i vores vinordbog, så du lettere kan navigere og orientere dig.

Zweigelt

Foto: © AWMB/Faber

Den mest udbredte rødvinssort i Østrig med omkring 6500 hektar. Den er højtydende, let at dyrke og har oplevet en stigende popularitet i de seneste årtier.

Druen kom til verden i 1922 på planteskolen i Klosterneuburg nordvest for Wien, hvor botanikeren Friedrich Zweigelt frembragte en krydsning af druerne Sankt Laurent og Blaufränkisch under navnet Rotburger. Druen spredte sig og blev senere kendt under sin skabers navn Zweigelt.

Zweigelt dyrkes i hele Østrig men særligt i regionerne Carnuntum, Burgenland og omkring Neusiedlersee, hvor den har sin egen DAC. Dens øvrige udbredelse er beskeden og begrænset til de tilgrænsende lande.

Zweigelt giver intense vine med en saftig kirsebærfrugt og bløde tanniner. Den tager pænt imod fadlagring og bruges ofte i blandinger.

Synonymer: Fx Blauer Zweigelt, Zweigeltrebe, Rotburger

Rul til toppen