Vinområder

Baden

Baden

Tysklands længste vinområde, 400 km langs Rhinen, fra Bodensee til Heidelberg. Baden er Tysklands varmeste vinområde og egner sig særligt godt til blå druer, og så laver Baden nogle af Tysklands bedste Pinot Noirs.

Baden er Tysklands 3. største vinregion og har historisk haft et højt antal af vinkooperativer, som har fået en del af »æren« for den svingende kvalitet fra området. Men flere af disse kooperativer er netop én af de medvirkende årsager til, at udviklingen er gået fremad, og kvaliteten fortsat højnes dag for dag, blandt andet fordi kooperativerne kræver en højere standard i vinmarkerne.

 

Paradis for Pinot-sorterne

Baden er Tysklands sydligste, den varmeste og næstmest solrige vinregion. Baden bliver af nogle kaldet »Tysklands Bourgogne«, for på grund af de optimale klimabetingelser og ideelle vinmarker dyrkes der især druetyperne fra den burgundiske Pinot-familie, primært Pinot Noir, Pinot Gris og Pinot Blanc. Faktisk dyrkes Pinot-druer på halvdelen af alle marker i Baden, og da halvdelen af Tysklands areal med Pinot Noir findes i Baden, er regionen også vigtig for druen internationalt set.

Baden kan modsat Bourgogne lave vine af topkvalitet i selv de varmeste årgange. Det skete eksempelvis i 2003, da Bourgogne svedte med temperaturer over 40 grader og lavede Pinot Noir-vine med et nærmest oversøisk præg, mens Baden formåede at holde sig stilmæssigt på det europæiske kontinent.

En lokal specialitet er den gamle hvidvinsdrue Gutedel, som især dyrkes dyrkes i Markgräflerland mellem Freiburg og den schweiziske grænse. Baden byder i det hele taget på sydtysk lokalkolorit af bedste skuffe. Også madkulturen spiller en særligt stor rolle i Baden. Beviset ligger i de ikke færre end 18 Michelinrestauranter, som med stolthed serverer områdets bedste vine.


Fakta om Baden

Beliggenhed: Tyskland

Areal: 15,836 hektarer

Vigtigste druesorterSpätburgunder (Pinot Noir), Müller-Thurgau, Grauburgunder (Pinot Gris), Riesling, Gutedel, Weissburgunder (Pinot Blanc), Silvaner, Traminer

Områdets karakteristika: Den meget varme og sol giver Baden noget, der minder om et Middelhavsklima. Samtidig beskyttes det langstrakte Badenområde af bjergene Odenwald, Schwarzwald og Vogeserne. De omkringliggende bjergkæder sørger for sommerregnen. Baden er da også kendt som ét af verdens bedste områder at dyrke vin i – netop på grund af kombinationen af regn og varme. Jordbunden er meget forskellig i de 400 km, som vinområdet strækker sig over. Fra istidens aflejrede moræne grus over kalksten, ler og mergel jord til store områder med vulkansk jordbund.

Eksempler på gode vinhuseBernhard Huber, Dr. Heger, Salwey, Andreas Laible, Wöhrle

Guide til de forskellige typer af bobler

10 december 2024

Der skal bobler på bordet på årets sidste aften. Winelab guider dig her gennem de mange forskellige mousserende vine, fra Champagne over crémant og cava til prosecco, spumante, frizzante og Franciacorta og til pet nat.

De perfekte vine til julemaden

02 december 2024

Hvert år skal der findes den bedst egnede vin til middagen juleaften. Det tunge måltid kræver sin vin, og her kan du læse om de vigtigste pejlemærker og se eksempler på vintyper, som er velegnede.

Den ultimative guide til gløgg opskrifter

01 december 2024

Den ultimative guide til de bedste gløgg opskrifter, som alle er afprøvet og fundet anbefalelsesværdige. Dansk julegløgg, den originale svenske glögg, hvid gløgg, tysk Glühwein, britisk mulled wine, fransk vin chaud og middelalderens Lutendranck.

Rul til toppen