En indfødt sort fra franske Savoie. Den giver fint duftende hvidvine med høj syre, smag af grønne æbler og pærer og en mineralsk karakter, der varierer meget med terroir.
Altesse rødmer en smule ved fuld modenhed, hvilket har givet den tilnavnet roussette, den lille rødlige. Den er vanskelig i marken, da den modner sent, giver lave udbytter og er meget modtagelig for meldug, men med en indsats giver den glimrende vine med godt lagringspotentiale.
Påfaldende ligheder med den ungarske Furmint lagde længe grund til spekulationer om de to druers identitet eller slægtskab, en forbindelse som genetiske undersøgelser dog har afvist. Et genetisk slægtskab med Chasselas antyder i stedet, at dens oprindelse er i Alpelandet, sandsynligvis i selve Savoie.