Hvidvinsdrue, der menes at stamme fra Bourgogne i Frankrig. DNA-forskning mener, at Chardonnay er opstået ved en krydsning mellem Gouais Blanc og Pinot Noir. Druen dyrkes overalt i verden, hvor den udvikler sig meget forskelligt afhængigt af temperatur og nedbør. I Bourgogne kendes den klassisk som en meget elegant vin, ofte med spinkle lime- og citrusaromaer i duft og smag. Dyrkes den fx i Californien i USA, kan den udvikle sig meget mere voluminøs med smag og duft af modne eksotiske frugter. Druen er meget velegnet til fadlagring og får herved tit en smøragtig smag.