Bolero, Shiraz, iltning eller gardiner?

Vinens verden er fuld af komplicerede udtryk. Vi har samlet de vigtigste i vores vinordbog, så du lettere kan navigere og orientere dig.

Corvina

Italiensk rødvinsdrue, der regerer i Bardolino og Valpolicella og er hoveddruen i Amarone. Sorten stammer med al sandsynlighed fra Verona. Corvina bruges som regel blandet med andre druer for at give en god vin, men den udgør som regel størstedelen og anses som den afgørende spiller.

Corvina sætter knop sent og modner ret sent. Den giver høje udbytter, som må begrænses, hvis vinen skal have koncentration. Skallerne er tykke, hvilket beskytter den mod råd. Denne egenskab gør den også velegnet til tørring, som praktiseres til Amarone.

Corvina har ikke så dyb farve, men god struktur. Dens vine er lette og saftige med kirsebærduft og blommesmag. I de mere koncentrerede udgaver, som eksempelvis Amarone, udvikler den smag af sveske, mandel og søde krydderier.

Italien har godt 5000 hektar Corvina. Der findes få hektar med sorten i Argentina og Australien.

Rul til toppen