Gammel italiensk hvidvinssort med mulig græsk oprindelse. Falanghina er hovedsageligt at finde i Campanien, hvor den har fået fornyet interesse og udbredelse de seneste år. Navnet Falanghina kan komme af den antikke opbindingsmåde, hvor vinstokken er tøjret til pælen, falangsen.
Den modner relativt sent og yder ret pænt. Falanghinas vine er friske, dufter og smager af citrus og gul stenfrugt, og har ofte noter af græs og krydderurter. Sorten er alsidig og bliver forarbejdet til en lang række forskellige typer vin, fra tør til sød, med og uden fadlagring.
Der skelnes mellem to typer, Falanghina Beneventana, der dyrkes i Sannio og regnes for den bedste og mest aromatiske, samt Falanghina Flegrea, der er den mest udbredte.