Bolero, Shiraz, iltning eller gardiner?

Vinens verden er fuld af komplicerede udtryk. Vi har samlet de vigtigste i vores vinordbog, så du lettere kan navigere og orientere dig.

Malbec

Foto: Federico Garcia

Gammel fransk druesort, som egentlig hedder Cot (skrives ofte Côt), men som i dag mest er kendt under navnet Malbec. Den var indtil 1956 udbredt i Bordeaux, men en kold vinter tog livet af sorten, og den vendte aldrig tilbage. Den findes stadig i Cahors i det sydvestlige hjørne af Frankrig. Det store kommercielle gennembrud i nyere tid skyldes Malbecs store succes i Argentina, hvor den har status som nationaldrue. Malbec giver oftest en middel til kraftig og frugtig rødvin med bløde tanniner og en stor dybde med masser af brombær og krydderier. Hvis den dyrkes på kølige, højt beliggende marker, bliver den mere elegant og kan få et komplekst mineralsk præg. Druen er god i blandinger med fx Cabernet Sauvignon og får mere dybde og flere tanniner, hvis den fadlagres. Der laves ofte ukomplicerede rosévine på Malbec. Disse er ofte karakteriseret ved masser af røde hindbær og jordbær i duft og smag.

Synonymer Fx Cot, Côt, Cahors, Malbech, Pressac, Quercy.

Rul til toppen