Bolero, Shiraz, iltning eller gardiner?

Vinens verden er fuld af komplicerede udtryk. Vi har samlet de vigtigste i vores vinordbog, så du lettere kan navigere og orientere dig.

Nebbiolo

Druen bag klassikere som Barolo og Barbaresco og dermed nok Italiens højst besungne rødvinssort. Den giver stramt strukturerede vine med kompleks duft og smag samt stort lagringspotentiale.

Det stiller krav at dyrke Nebbiolo. Den kræver lune voksesteder og modner meget sent, ofte først i den tætte efterårståge, nebbia, der sandsynligvis har givet druen sit navn. Vinifikationen må være nænsom for at opnå topkvalitet.

En klassisk beskrivelse af druens duft er roser og tjære, og Nebbiolo kan udvikle en imponerende vifte af aromaer som enebær, læder, pibetobak, skovbund, trøffel og tørrede blomster. Frugten veksler mellem jordbær, kirsebær og slåen, og smagen rummer også ofte sveske og lakrids. Nebbiolo har højt indhold af både syre og tanniner, faktisk så meget, at de traditionelle vine på druen er utilnærmelige de første år – skarpe, snerpende og lukkede. Moderne udgaver har blødgjort vinen og gjort den mere tilgængelig i sin ungdom, men strukturen er stadig markant.

Nebbiolos hjemstavnsfølelse er stærk: Jo tættere på Piemonte, desto bedre bliver vinene. Lombardiet har visse arealer. Argentina, Australien og Californien har mindre arealer, men vinene når kun sjældent højderne fra Piemonte.

Synonymer Fx Spanna, Chiavennasca, Picoutener

Rul til toppen