Bolero, Shiraz, iltning eller gardiner?

Vinens verden er fuld af komplicerede udtryk. Vi har samlet de vigtigste i vores vinordbog, så du lettere kan navigere og orientere dig.

Primitivo

En rødvinssort, der i de seneste år mest er blevet kendt som den californiske Zinfandel, selvom dens oprindelige identitet er som den kroatiske Tribidrag. Mellemstationen mellem Kroatien og Californien er det sydlige Italien, hvor den vandt udbredelse som den tidligt modnende, Primitivo.

Primitivo stammer fra kroatiske Dalmatien men er mest udbredt i italienske Apulien og nu også i amerikanske Californien. Derfra har dens succes under navnet Zinfandel spredt den videre til bl.a. Australien og Israel.

Primitivo er en produktiv sort, der modner relativt tidligt, dog meget afhængigt af klimaet og jordbundsforholdene. Dens vine er mørke, fyldige og meget frugtige, typisk med røde bær, blommer, svesker og krydderier. Alkoholniveauet er ofte højt, syre og tanninniveauet lavt.

I Californien er den desuden populær til en let sødmefuld rosé, blush, eller vinificeret som hvidvin, white Zin.

Synonymer Fx Tribidrag, Zinfandel

Rul til toppen