En gammel portugisisk hvidvinssort, mest kendt fra Madeira, hvor den bruges til tørre hedvine med livlig syre og aroma af blomster, citrusskal og mandel. I resten af Portugal bruges den ofte til tør hvidvin, oftest i selskab med andre druer, fx i Douro og Vinho Verde.
Sercial modner sent og er om nogen kendt for at være meget syrerig. Esgana Cão, dens kælenavn på fastlandet, hentyder måske til dens syrlighed – direkte oversat betyder det Hundekvæleren.