Sorten stammer fra Savoie i Frankrig, hvor den går under navnet Douce Noir. Samme drue findes i dag også i Californien under navnet Charbono. Det er dog i Argentina, at druen for alvor er kommet til sin ret: Med et beplantet areal på godt 19.000 hektar overgås den her kun af Malbec. Den findes især i Mendoza og San Juan.
Bonarda yder pænt men modner sent. Dens vin er purporrød og fyldig. Aromaerne er normalt solbær, kirsebær, krydderurter og tobak. Ufuldstændigt modnet giver den grønne, skarpe vine.
Bonarda er desuden navnet på tre relativt ukendte norditalienske rødvinsdruer, der ikke har forbindelse til den argentinske.