Bolero, Shiraz, iltning eller gardiner?

Vinens verden er fuld af komplicerede udtryk. Vi har samlet de vigtigste i vores vinordbog, så du lettere kan navigere og orientere dig.

Viognier

Foto: Inter-Rhône

En aromatisk sydfransk druesort, der giver bløde, abrikossmagende hvidvine. De kan være fremragende, men druen driller tit både vinmagere og forbrugere. Den er vanskelig at dyrke, udbytterne er lave, og smagsintensiteten svinger.

God Viognier har en blomstrende duft og en intens smag af ferskner og abrikoser. Vinen er fyldig og syreindholdet lavt. Sådanne vine skal generelt drikkes unge. Der laves af og til også søde vine.

Viogniers historiske højborg er i Condrieu nordligt i Rhône-dalen, og i mange år var det næsten dens eneste dyrkningssted. Sorten var på tilbagetog, men fik et come back for et par årtier siden og opnåede international udbredelse. I sit hjemland er den nu mest udbredt i Rhône, Provence og Languedoc, udenlands mest i Australien og Californien.

Man har traditionelt tænkt, at Viognier blev bragt til Rhône af romerne, og en historie fortæller, at det var Kejser Probus, der medbragte en stikling fra Dalmatien i 281. En oprindelse i Rhône er dog det mest sandsynlige, og genetiske undersøgelser har afsløret, at druen er tæt beslægtet med Syrah og Nebbiolo.

Rul til toppen