En hvidvinssort med oprindelse i Bourgogne. I dag er den mest kendt fra Alsace samt udbredt i Tyskland og Østrig under navnet Weissburgunder, den hvide burgunder. Den er en naturlig mutation af Pinot Gris. Den blomstrer og modner tidligt og giver gode udbytter.
Smagsmæssigt minder Pinot Blanc om en mild Chardonnay, som den også ofte er blevet forvekslet med. Vine på Pinot Blanc er lette og saftige med medium syre og rund frugt. De kan vinde ved fadlagring, men klarer sig også godt uden. Pinot Blanc indgår af og til i blandinger.
Den har desuden en vis udbredelse i Luxembourg, Schweiz og Italien, mens den aldrig rigtig er slået igennem oversøisk.