Cortese er en norditaliensk hvidvinsdrue, der dyrkes i hele Piemonte og i nogen grad længere østpå i Lombardiet og Veneto. Dens hovedsæde er i piemontesiske Gavi. Cortese modner tidligt og giver høje udbytter. Den vinificeres som regel på ståltanke for at bevare maksimal friskhed. Dens vine har moderat syre og kan være lettere neutrale, men vellavede eksemplarer er forfriskende, citrusfrugtige og nuancerige. De fleste Cortese-vine bør drikkes unge, men enkelte kan have pænt lagringspotentiale.