En hvidvinssort, der oprindeligt stammer fra Bourgogne, men som har opnået særlig berømmelse i Alsace. Desuden er den vidt udbredt i Tyskland og Østrig som den grå burgunderdrue, Grauburgunder. Den er en naturlig mutation af Pinot Noir. Skallerne bliver rødlige ved modning.
Pinot Gris giver ret forskellige vine, alt afhængigt af hvor den dyrkes, og hvordan den vinificeres. Druen modner relativt tidligt og giver pæne udbytter. Den kan opnå højt sukkerindhold, hvilket giver mulighed for senthøstede, sødmefulde vine.
I Alsace, hvor sorten tidligere var kendt som Tokay, laver man fyldige og rige vine med et let krydret og røget præg. De tyske og østrigske udgaver er som regel syrefriske og runde med en moden pæresmag. I det nordlige Italien laves mest en simpel og saftig vin på druen, som her kalder Pinot Grigio. Lidt længere sydligt i italienske Friuli er der tradition for at lave en fyldigere, ravfarvet udgave, Ramato, hvor man lader vinen gære med drueskallerne.
Pinot Gris har oplevet stor popularitet de seneste årtier. Den har her vundet en vis udbredelse i Californien, Australien og New Zealand.
Synonymer: Fx Grauburgunder, Pinot Grigio, Ruländer